Det 4. bud – “Du skal ære din far og mor”

Jonas sukkede dybt, inden han låste sig ind i sin mors lejlighed og med påtaget glad stemme råbte “Mor, så er jeg her. Skal du have noget med ude fra køkkenet?”

Fru Hansen svarede ikke. Hun sad med bøjet hoved og nuldrede lommetørklædet mellem sine fingre, da han kom ind i stuen med friske blomster i en vase og brød til kaffen.

“Mor, er du okay?” Jonas stillede tingene fra sig på det lille bord, satte sig på hug foran sin mor og tog hendes skrøbelige hænder i sine.

“Mor, jeg har jo sagt, at du bare skal ringe, hvis der er noget. Fortæl mig hvad der er galt.”

“Der er såmænd ikke noget galt, lille Jonas. Ikke noget du skal bekymre dig om min ven.”

“Mor, du ved da, at jeg er her for dig. Kom nu med det. Hvad er det?”

“Jo, lille Jonas, DU er der, lille skat. Det vil du altid være, ikke sandt?”

“Naturligvis vil jeg det. “

“Men en dag bliver det måske også for meget for dig, sådan at komme og se til mig. Jeg kan jo ikke engang betale for de ting, du køber med for mig.”

Jonas sukkede dybt og gav overbærende sin mor et kram og et kys på panden.

“Jeg har jo sagt, at det skal du ikke tænke på, og det mener jeg.”

“Du er sådan en sød dreng, Jonas. Det kunne andre tage ved lære af, sådan at tage sig af deres gamle forældre. Tag nu for eksempel din bror. Han har alt for travlt til at komme og besøge mig, men du, du kan godt komme, selvom du har travlt. Måske når han slet ikke at se mig mere, før jeg går bort, og det ville være så skrækkeligt synd for ham.”

 Jonas rejste sig og kiggede ud af vinduet.

“Mor, hvorfor skal vi snakke om det, hver gang jeg kommer?”

“Jeg forstår bare ikke, at han kan nænne at lade mig, gamle kone, sidder her mutters alene uden nogen at snakke med eller noget at tage sig til.”

“Kom mor, lad os gå ud på altanen og drikke vores kaffe. Det er sådan et dejligt vejr.”

Jonas hjalp sin mor ud på altanen, så de kunne nyde den friske luft.

Inden længe faldt samtalen på den dovne hjemmehjælper, der ikke kunne gøre ordentligt rent, og på maden fra kommunen, der ikke var værd at spise.

“Dengang jeg var rask og rørlig, hjalp man sine ældre, men i dag har man nok i sig selv.”

“Hvad siger du til, at jeg kommer forbi med varm mad til dig i aften? Så kan vi spise sammen, kunne det ikke være hyggeligt?”

“Men er det ikke alt for meget, lille Jonas? Jeg vil jo så nødig være til besvær.”

Han forsikrede hende endnu en gang om, at hun ikke var til besvær og lovede, at han ville tage sin kone med den førstkommende weekend, så de kunne få gjort lejligheden ordentligt ren.

Da Jonas sidst på eftermiddagen trådte ind ad døren til sit eget hjem, blev han mødt af en rødglødende kvinde med fråde om munden.

“Jeg hører, at du skal spise med din mor i aften, og at du har lovet, at vi kommer og gør rent i weekenden, men det bliver uden mig, kammerat!”

“Har mor ringet? Er hun okay? Er der sket noget?,” fremstammede Jonas træt.

“Ja, hun HAR ringet, og NEJ, der er IKKE sket noget. Hvornår fanden har du tænkt dig at få øjnene op. Jeg er sgu efterhånden ved at være i tvivl om, hvem af os det er, du har giftet dig med.”

“Men hun har jo ikke andre.”

“IKKE ANDRE?!! Du ved godt, at din bror også besøger hende hver dag, ikke? Kan du overhovedet ikke se, hvordan hun kører rundt med jer?”

Jonas sank rystende sammen på en køkkenstol. Kunne det virkelig være sådan, det hang sammen?…

 

Advertisements

Stenen i min sko

“Det er bare ikke okay. Så dum kan man simpelthen ikke være. Måske, hvis jeg var blevet nede på grusvejen eller oppe på diget. Jeg kunne også bare have taget gummistøvler på – eller måske helt have smidt sko og strømper…”

Tankerne fortsatte i en lind strøm af selvbebrejdelser. Ingenting syntes at ville lykkes denne morgen. Vækkeuret havde ringet kl.05.00, hvor jeg skulle op og flå det yngste skud på stammen ud af køjen, for at han kunne nå afsted på sin uddannelse. Han har aldrig været det store morgenmenneske, og denne dag var ingen undtagelse, så det gjaldt om at være kreativ. Jeg havde det som kunne min hjernes ‘brænd-sammen-tilstand’ ses på flere kilometers afstand denne natmørke novembermorgen, hvor jeg trængte så inderligt til mine forældres kram. Det havde været rart om det lille opgivende barn i mit indre havde kunne synke tilbage i deres trygge favne, når nu tingene spidsede sådan til.

Bevægeapparatet var sat på autopilot, da jeg fyldte el-kedlen med vand, jeg skulle sætte over til kaffe, så jeg havde noget at styrke mig på. En mærkelig kølende fornemmelse forlantede sig fra mine hænder og videre ad underarmene for at slippe sit tag ved albuernes spids, hvorefter det flød iskoldt ned over mine tæer. Hvor længe jeg havde stået der, var udenfor min fatteevne. Pølen på gulvet havde nået en anseelig størrelse, da det gik op for mig, hvad der foregik. Alt imens havde mine tanker kredset om et glas fyldt med vand, hvorpå en strikkepind omviklet med uldgarn havde ledt vanddråber ned i ansigtet på min søster, da hun en hedengang lørdag aften havde snorket højlydt midt i den bedste sendetid. Måske løsningen på mine morgenkvaler var at finde i denne sindrige konstruktion?!

Efterfølgende havde jeg fyldt et glas med denne iskolde væske og havde ihærdigt indtaget først de 17 trin op og dernæst min søns værelse, hvor jeg målrettet gik efter at ramme hans fine, spinkle næse fra behørig afstand.

Det var ikke gået helt som ventet. Ganske vist ramte jeg, men… jeg ramte langt mere end den fine næse, da jeg snublede over ledningerne fra hans computer, og nu trængte jeg mere end nogensinde til en kop kaffe og noget frisk luft. Jeg måtte ud og væk, inden han fik samlet sig sammen og indhentet mig.

Mine hunde var ikke sene til at opfange den spændte atmosfære og fulgte mig straks ud til bilen, hvorpå jeg kørte herned. Vi havde forceret diget i rask galop og spænet rundt og leget i sandet, til jeg fik så ondt i min fod, at jeg opdagede den – stenen i min sko.

Jeg satte mig ned og tog sko og strømper af. “Pokkers også da!” Stenen havde resulteret i en vabel på fodbalden. Det ville helt sikkert ikke være fornuftigt at tage skoene på igen, så barfodet slentrede jeg afsted i strandkanten. Den skurrende men samtidig let kildrende fornemmelse af føddernes nedsynken i sandet blandet med det kølende havvand fik mig til at glemme smerten for en stund og trække dybe, opløftende åndedrag. Denne tidlige morgens sol kastede stråler af legende lys på stenen i min hånd, hvor små fantasidyrs aftryk stod i kø for at åbenbare sig for mig. Jeg hørte mig selv kluklé som en lille pige og mindedes, hvordan for over 40 år siden havde gået hånd i hånd med min far i strandkanten under sydens sol, mens min mor sad længere oppe på stranden og legede med mine søstre.

Vi havde snakket om naturen, far og jeg, og vi havde fået sat mange store tanker på plads. Min verden var blevet åbnet for alverdens store undere, og jeg følte mig på én gang lillebitte og kæmpestor, da jeg gik der alene med min far. Den dag blev min far så meget mere end sit arbejde, og mig, jeg blev verdens lykkeligste pige.

Jeg puttede stenen i lommen og besluttede mig for, at nu var det min tur, til at give mine forældre et kram.

Jeg kender et Træ

Når jeg lægger armene om mit træ, er jeg i ét med alt levende på Jorden.

Selv når stormen er voldsom, bliver mit Træ stående med sine rødder solidt plantet i mulden.

Når kaos præger billedet, står det stadig, fast besluttet på ikke at lade sig vælte omkuld – det ved, at det kun er en overgang.

End ikke sygdom har kunne bringe mit Træ helt ud af fatning.

Tvivler jeg på min vej på mig selv, læner jeg ryggen op mod Træets stamme og tager imod livsenergien fra alt, der er.

Sådan er jeg forbundet til Verden, og Verden forbundet til mig.